Månedens profil

Månedens profil Mona Petersen

Det er ikke sikkert at du kender Mona, men sandsynligheden for at Mona ved hvem du er, er ret stor. Mona kender nemlig om nogen GrønnegadeCentret helt fra det første spadestik blev taget og til nu. Hun kender Hillerød kommune som sin egen bukselomme, hun kender folkene der bor og har boet i de forskellige gamle huse … og hun kan huske det hele og fortælle om det!

Jeg har tidligere været på besøg hos Mona. Hun har mange reoler fyldt med ringbind med udklip, postkort og publikationer af enhver art sat i fin orden så alt let kan findes frem. I dag har hun taget en scrapbog med der handler om GrønnegadeCentret, og her er alt hvad der er skrevet i forbindelse med stedet lige fra politikernes første tanker om et center til kommunens ældre, til beskrivelser og artikler fra Frederiksborg Amts Avis, Hillerød Posten og GrønnegadeCentrets egne produktioner gennem årene.

Mona er faktisk født lige her hvor centeret er bygget, dengang hed det Grønnegade 19, og Mona blev født som yngste barn efter to brødre. Faren var skrædder og tog hver dag toget på arbejde i København og moren arbejdede på CF kasernen på Sdr. Jernbanevej.

Skolegangen var de første to år på Nyhuse skole og senere på den nybyggede Hillerødholmskole. Mona ville gerne arbejde med børn og kom i praktik i 8. klasse på Asylet i Skolegade, men det blev alligevel på Hillerød Dampvaskeri hun fik job. Der arbejdede veninderne, det var lige i området og selv om der var en streng ejer var arbejdet faktisk så godt at hun fortsatte med at arbejde der i 26 år.

Sygdom har været en fast følgesvend i Monas liv, og hun kender alle områdets hospitaler fra utallige kontroller gennem årene. Nu går det heldigvis godt med helbredet, blot skal hun i dialyse to - tre gang ugentligt. Og det er ikke Monas stil at beklage sig, hun tager det hele i stiv arm.

Mona bor lige over for GC og på nær en kort periode i Lynge har hun boet i området hele livet. Mona er mor til to drenge, Jan og Erik. Erik var multihandicappet og havde brug for hjælp hele sit liv indtil han døde 20 år gammel.

Jan bor med sin familie i det hus i Lynge, hvor Mona også har boet, med to store, næsten flyvefærdige døtre.

Som yngre var hun aktiv i håndbold og fodbold i HGI. Ud over selv at spille var hun håndboldtræner for pigeholdet. Senere blev det frivilligt arbejde i klubben som fx at pakke nyvasket tøj til alle klubbens hold hver lørdag gennem 20 år.

Mona har arbejdet i Kræftens Bekæmpelses forretning i Østergade, hun er i bestyrelsen i Lokalhistorisk forening i Hillerød, har arbejdet i årevis i arkivet under biblioteket og har været med til at finde baggrundsmateriale og billeder til artikler og bøger bl.a. Hillerød bogen og artikelserier i Hillerød posten. Tim Panduro og John Jessen Hansen har været flittige brugere af Monas store viden når de skulle skrive artikler, lave foredrag eller føre an på kirkegårdsture. 

Hun er glad for banko og for tirsdagsklubben, og er i det hele taget glad for GC, hvor hun kender utrolig mange mennesker.

Monas store hjemmearkiv indbefatter også over 7000 gamle danske film, som hun viser frem i Oplysningsudvalgets regi, og fordi hun husker så godt og har så flot orden i alle sine optegnelser er hun en sand gevinst når man skal tilbage i tiden og erindre hvordan det egentlig var det hele hang sammen.

Else Flydal

Preben er en af GrønnegadeCentrets teknikfolk, et efterhånden helt uundværligt folkefærd, for jo mere teknik der skal til at styre lys og lyd jo mere har vi brug for nogen der vil - og kan - give sig i kast med skærme, nye programmer, mikrofoner, tele­slynge osv.

Preben blev født i Korsør og voksede op og gik i skole i Kastrup. Efter en årrække i Smørumnedre kom det helt rigtige hus i Hillerød Vest til salg, og det blev så her datteren Janne voksede op.

Oprindeligt er Preben kontormand med en lang karriere i det offentlige bag sig, endog så lang at han modtog Dronningens fortjenstmedalje for 40 års tjeneste. Normalt får dronningen information om hvad den enkelte har bedrevet i sit virke, men det var smuttet her, så den korte tid Preben var hos regenten fløj afsted mens hun interesseret spurgte og han svarede, mest omkring Bispebjerg Hospital som var hans arbejdsplads på det tidspunkt.

Prebens arbejdsliv har primært været behandling og rådgivning i bygge-udstyknings- og miljøsager. Han har været ansat hos to af landets største offentlige arbejdsgivere, Københavns kommune og Forsvarets Bygningstjeneste, og i den mindre Helsinge kommune. I Helsinge var der et særligt arbejdsmiljø, idet mange ansatte var i familie med hinanden eller kendte hinanden fra idrætsklubben. Alle kendte alle og var altid parat til at hjælpe hinanden eller henvise en borger til en konkret medarbejder. Yderligere var der et meget tæt samarbejde med politikerne, som også kom og bad om råd. Det gav et fantastisk sammenhold.

Det mest udfordrende og interessante job var dog som driftschef på Bispebjerg hospital, hvor han trods de besparelser som hele tiden kom ind over, var meget glad for og stolt af at arbejde med de store byggeprojekter og foretage de udmeldte besparelser uden at servicen blev forringet og uden at skulle fyre medarbejdere. Det blev til 17,5 år i jobbet, men en ny leder kom til at sætte en stopper for et ellers langt 

og godt arbejdsliv, og så stod Preben pludselig der, stadig under 60 år og med en helt tom kalender, så hvad skulle han nu?

Der blev tid til at følge med i barnebarnet Marias liv. Hun var på det tidspunkt 8 år og gik til fodbold, drama, dans og springgymnastik.

Morfar Preben filmede hende hver gang han var med og det samme kom til at gælde da lillesøster Stine kom til, også hun blev foreviget med Prebens kamera.

Preben begyndte at gå til fitness og mødte her nogle friske fyre der arbejdede med videoredigering i GrønnegadeCentret. Han meldte sig ind og lærte en masse fra Videoklubbens medlemmer, ja faktisk så meget, at han som sit første projekt kunne lave en film om Marias liv. Filmen - i meget forkortet udgave - fik stor ros til hendes konfirmation.

Siden er det blevet til rigtig mange film i Videoklubben, hvor medlemmerne laver egne film og får kritik og idéer fra resten af gruppen. Klubben laver også film i fællesskab, det nyeste projekt er en film om Louises Ø i Ødammen, som var tilholdssted for Frederik 7. og Grevinde Danner. Lilli og Flemming fra Centerrevyen er skuespillere, og det er blevet en dejlig lille film, som fik præmie ved sidste mesterskab for videoklubber på Sjælland.

Det kræver mange optagelser fra mange personer, måske 40 timers materiale som ender som en film på 8-10 minutter. Men det er sjovt og lærerigt og der er plads til flere medlemmer i videoklubben, så har du gamle videooptagelser, som måske er rystede, kedelige eller lidt for lange, så kom og lær at gøre optagelserne interessante. Du vil blive taget godt imod.

Der var også bud efter Preben som lydmand i revyen og efter grundig oplæring fra John Plenov turde han også godt påtage sig den opgave.

Der bliver også tid til hus og have, badminton og madlavning, for ikke at glemme GrønnegadeCentrets mandehold, hvor en flok ”godt voksne” mænd hver torsdag krammer træer og hopper på træstammer i Indelukket, for så at slutte af med kaffe og ostemad samt en god historie i caféen.

Forståeligt nok synes hustruen Annette at Preben er meget lidt hjemme, men heldigvis er hun også glad for GC, så huset her kan blive et fælles mødested.

Preben er en glad og hyggelig mand, som trives med folk omkring sig. Han kan godt lide at servicere og hjælpe hvor der er behov så han passer helt perfekt ind som frivillig i GrønnegadeCentret!

Månedens profil Bo Reinholdt
Du har måske aldrig set Bo i GrønnegadeCentret, for han går sådan lidt i periferien. Du får et smil og et nik når han diskret henter tallerkenerne og så sørger han for at opvasken klares og at alting ser pænt og ordentligt ud i opvaskerummet.
Bo kan godt lide arbejdet i køkkenet, det er dejlig konkret og modsat de ”tænketing” han ellers arbejder med, for Bo er forfatter med adskillige udgivelser bag sig.
Han er født i Odense, i en familie med en far som var fuldmægtig, en mor som var gymnastiklærer og en storesøster. Hele familien dansede meget folkedans, men her kom et af Bos små oprør, for han ville ikke danse! 
Faren fotograferede og havde mørkekammer og Bo var med til at fremkalde billeder fra han var ganske lille. Det med fixeringsvæsken fascinerede ham så meget, at han stak tungen ned i det for at se hvad der mon skete? Men det var heldigvis ikke farligt.
Han var en artig og lidt forsigtig dreng, ikke særlig glad for drenge-skolen med den hårde disciplin og de frygtindgydende lærere, men han kom igennem det, og da han nåede gymnasiet, mødte han lærere der var interessante og anderledes, han fik nye interesser og glæden ved at lære nyt. Gymnasieklassen var god og tryg at være i og faktisk mødes den gamle klasse stadigvæk en gang om året.
Først var det arkæologien der fangede Bos interesse, men senere blev det kalkmalerier fra middelalderen. Da Bo også er en habil cykelrytter, kom fotoudstyret på cyklen, og så cyklede han ellers rundt og fotograferede flotte kalkmalerier i kirkerne. Som 18-årig skrev Bo sin første artikel om ”Elmelundemesteren”, som bl.a. har udsmykket Fane-fjord kirke og som er en af de malere som havde gjort størst indtryk på ham. Han sendte artiklen til tidsskriftet Skalk og fik den optaget. Det var stort.
Bo flyttede til København for at læse dansk og endte som gymnasie-lærer på Espergærde Gymnasium, som han var tilknyttet hele sit ar-bejdsliv. Når han oplevede at han gav eleverne inspiration til at lære og søge videre inden for dansk, latin og oldtidskundskab var det hans livs-opgave der lykkedes.   
Middelalderbillederne fyldte meget i Bos liv, og han gav dem liv ved at begynde at skrive om dem. Hans første bog ”Akefalens vidnesbyrd” er fra 1983, akefalen er den kalkmalerifigur som historien er lavet over. Det med skriveriet arbejder han stadig med, nu som fiktionsforfatter med efterhånden 20 romaner og novellesamlinger bag sig.
Den næste bog, ”Forblændet”, er på bedding og udkommer snart, og der bobler stadig nye idéer i Bo, så det bliver afgjort ikke den sidste udgivelse fra hans hånd.
Bo mødte Berit mens de begge studerede, de blev gift og fik Merete og Martin som jo for længst er fløjet fra reden og har egne familier. Der er også kommet 5 dejlige børnebørn til. Bo og Berit bor i Kildedalen, derude hvor det nye sygehus bygges. 
Da Bo gik på efterløn, savnede han i den grad noget til at fylde det tomrum som dagene gav. Hans hustru opfordrede ham til at lave noget frivilligt arbejde, og han forsøgte sig i GC hvor Bente Most straks fandt et job i opvasken, og det er det job Bo stadig passer.
Hver fredag tager Bo en helt bestemt tur med toget, hvor han besøger Thorvaldsens museum først og ender på Willumsens Museum i Frede-rikssund. Han rejser med en notesblok i hånden og skriver undervejs, det er ikke så meget menneskene omkring ham der inspirerer ham, som det at opleve den smittende energi, der kommer fra de fantastisk dygtige gamle kunstnere på museerne.
Interessen for kalkmalerierne er intakt, og af og til tager Bo og Berit på cykeltur rundt til kirkerne for at nyde de flotte udsmykninger. Her i området er særligt Nr. Herlev kirke et besøg værd. 

Else Flydal

Der står Flyvende farmor på Junes navneskilt, det er en titel hun erhvervede for bare en måned siden da lille Ellen kom til verden. Dejligt at kunne smykke sig med farmortitlen og så tilmed flyvende! Men det passer godt til June for hun er her og der og allevegne i GrønnegadeCentret.

Med humor og selvironi - og sin altid glade og positive tilgang til opgaverne og til menneskerne omkring sig er hun helt perfekt til jobbet og heldigvis er hun også så glad for det, at hun agter at blive her indtil hun går på pension.

June er født som efternøleren i en familie der drev vognmandsforretning i Venslev i Hornsherred. Allerede som lille kørte hun med faren ud i hans arbejde som brødkusk, mens mor kørte taxi. Senere voksede forretningen og det blev til flere taxier, minibusser og mange ansatte. June kørte taxi og elskede at snakke med især de ældre kunder der fortalte historier fra deres liv. Det lå i kortene at det var June og ikke de to større søskende der skulle føre familiefirmaet videre og hun var også vældig glad for jobbet. Men da der så kom en ridder forbi, Morten hedder han, og June og Morten blev gift og fik først Benjamin og kort efter Jonathan, så blev det tydeligt at et job med kørsel dag, aften, nat, jul og nytår ikke kunne hænge sammen med et godt familieliv.

Men et arbejde med mennesker det skulle det være, så June tog en pædagoguddannelse og arbejdede i vuggestue og børnehave. Normeringerne i institutionerne var sådan, at man hele tiden burde være flere steder på en gang, fordi der var så mange børn, der havde brug for en voksen og det med ikke at have tid til at gøre sit arbejde ordentligt ville June ikke være med til.

En dag var der en jobannonce fra GrønnegadeCentret som lød spændende og June tog afsted for at se hvad det var for et sted. De mennesker hun mødte i huset, var alle smilende og imødekommende, så det var bestemt et sted hun gerne ville ansættes. Heldigvis for både June og os andre var det hende der fik jobbet.

June boede en kort årrække i København, vendte hjem og købte sit barndomshjem i Venslev hvor hele hendes nærmeste familie også boede, men da forretningen var solgt, blev det i stedet en landejendom i Hørup ved Slangerup der blev familiens hjem. Huset var stort og der blev også plads til børnenes oldemor, så der var stadig familie tæt på.

Der har gennem årene været grise, får og høns på ejendommen og en stor dejlig have hvor June, meget forud for sin tid, dyrkede Vild med vilje - som det hedder nu til dags. Da børnene næsten samtidig flyttede hjemmefra og oldemor heller ikke var der mere, blev der meget stille i det store hus. Morten og June besluttede sig for at leje huset ud og i stedet sætte hønsehuset i stand og flytte derind, hvor der om muligt var en endnu skønnere udsigt over markerne.

I fritiden dyrker June yoga, tager såmænd gerne en hel uge på yogaferie, for det er en dejlig måde at være god ved sig selv på. Der skal være tid til at vende verdenssituationen med veninderne og det gør de mens de er ude på traveture, på cafébesøg eller hvad de ellers finder på.

København er fyldt med kulturtilbud: spillesteder, festivaler, musicals, teater osv. og begge Junes drenge med deres familier bor nu derinde, så hun er meget tiltrukket af den dejlige by. Drømmen er måske engang af få en lille delelejlighed midt i København selvfølgelig kombineret med hønsehuset på prærien, hvor hun bor nu.

I så fald kunne June og familien få det allerbedste fra alle verdener og det lyder som et dejligt mål at have.                                   

 Else Flydal

Månedens portræt Jytte Kronhede

Jytte er en ægte Hillerødborger. Hun er født på Kalvehavevej, flyttede til Løngangsgade, Mågevej, Slotsherrensvej og nu senest til Nyhusevej. Så den vestlige del af Hillerød kender hun endog særdeles godt.

Jytte blev født som ældste barn i en familie med en far der var arbejdsmand, og en mor der arbejdede hjemme og sørgede for alt det nødvendige for at familien med de efterhånden fire børn fungerede.

Jytte gik i Nyhuse Skole og kom senere til Frederiksborg Statsskole, hvor hun sluttede med realeksamen.

Hun vidste ikke rigtig hvad hun havde lyst til at arbejde med, men da én foreslog hende at blive klinikassistent, slog Jytte til. Vigtigt var det at det blev et arbejde med børn, og det blev det sandelig også, for Jytte nåede at fejre 40-års jubilæum og mere til i Hillerød Kommunes Børnetandpleje.

Allerede som barn begyndte hun at spille på mandolin, men det kedede hende, så hun skiftede til trompet og trompeten spillede hun på helt ind i voksenlivet. Som teenager kom hun med i orkesteret i De unges Idræt (DUI) - en forening som for længst er nedlagt.

På et tidspunkt kom Bjarne ind i orkesteret, han spillede trækbasun og de to fik et godt øje til hinanden, blev kærester og gift, og i 1971 kom deres søn Jan til verden.

Musik har altid fyldt meget i hjemmet, efter DUI blev det Stålværksorkestret, hvor begge ægtefæller spillede. Men så var Drabantgarden ude efter Bjarne og hans trækbasun, og det var jo et orkester kun for mænd, så Jytte lagde trompeten på hylden og spillede ikke længere i orkestersammenhænge.

Bjarne og Jytte ville rejse og opleve, så de gik tidligt på efterløn, men Jytte syntes nu at dagene var lidt vel lange, så da der ved et arrangement i Frederiksborghallen var en stand fra GrønnegadeCentret blev Jytte inviteret ned i Grønnegade for at se om der ikke der var et frivilligjob til hende. Det blev rengøring først, men da man opdagede at hun havde siddet på kontor i tandplejen i hendes sidste arbejdsår, blev det mere kontorarbejde hun tog sig af.
Da Bente Most kom til, tilbød hun Jytte fast ansættelse som kontordame hvor hun skulle stå for medlemslister, regninger og andet kontorarbejde - og sådan gik det til at Jyttes pensionering ophørte og hun blev fastansat med Bente Most som leder og Anette Høyer i caféen. Når man regner denne ansættelse med, har Jytte faktisk været 50 år i Hillerød kommunes tjeneste - det er der ikke mange der opnår!

Hun nåede at få Dronningens Fortjenstmedalje og har skam også været hos dronningen og takke for påskønnelsen.

GrønnegadeCentret var meget anderledes før 1995: der blev serveret varm mad hver dag som de omkringboende pensionister kunne komme og spise, og i huset var der både frisør, foddame og tandlæge.  

I 2015 hvor Bente Most rejste overgik Jytte til at være en trofast og engageret frivillig igen. Hun kender huset ud og ind fordi hun gennem årene har været i bestyrelsen, været referent, har arbejdet med lokalebooking, arrangeret busture, arbejdet i caféen, i receptionen og i redaktionen.

Nu er de faste aftaler ophørt, men Jytte er heldigvis tilkaldevikar så hun kan ringes til når det brænder på. Fra tid til anden bliver hun så opslugt af en god krimi eller slægtsroman at hun fuldstændig glemmer tid og sted, og på den måde når hun ikke altid alle de gode ting i GC som hun egentlig gerne vil deltage i.

Der skal dog også være tid til andre ting i Jyttes liv. Hun er meget glad for at strikke og senest er adskillige klude blevet strikket som håndklæder til GC. Mandag går hun tur med en vandregruppe og så skal der også være tid til sønnen og til venner.

Som Jytte siger, så er hun ”lidt privat” og har ikke brug for en masse arrangementer og nye mennesker hele tiden - der skal også være stille dage til ro og hjemmehygge.

De fleste der kommer regelmæssigt i GrønnegadeCentret har mødt Mogens adskillige gange, for han er her og der og allevegne og hans kalender er fyldt med aftaler, for sådan kan Mogens bedst lide det. Når vi får lov at høre om hans liv så mærker vi at det der altid har drevet ham, og stadig gør det, er nysgerrighed, rastløshed, trang til forandring og ulyst til at noget skulle passere forbi, som ikke lige er blevet prøvet.

Han tænker hurtigt, han snakker hurtigt og han husker rigtig godt både stort og småt fra hans nu 87-årige liv.

Mogens blev født som ældste søn i en gårdmandsfamilie i Vinde Helsinge ved Reersø, gården havde været i familiens eje siden 1803 så det lå vel egentlig i kortene at ældste søn skulle drive gården videre. Men det passede slet ikke til ham, passe dyr og dyrke markerne år efter år? Nej, han ville ud og væk og allerede inden han fyldte 15 år var han kommet i lære i en Brugsforening i Fuglebjerg, 60 km. hjemmefra.

Midt i gospelkorets tenorgruppe står Verner og synger. Han er korets alderspræsident, 90 år gammel, stadig i fuld vigør og med sin gode stemme i behold.

Verner voksede op i en 2-værelses lejlighed på Ålekistevej i Vanløse i en familie, som udover Verner bestod af far, mor og lillesøster. Han gik i skole på Vanløse og senere Kirkebjerg skole og i fritiden spillede han fodbold, ligesom alle de andre raske drenge. Som soldat blev Verner sendt til artilleriet på Bornholm. Også dengang var truslen fra øst tydelig, russerne havde besat øen længe efter at krigen i øvrigt var afsluttet, og da der lå en større russisk fiskerflåde udfor Nexø blev de unge soldater sendt ind i skovene omkring Nexø for at holde vagt. Soldatertiden var hele 18 måneder på den tid, og da Verner endelig kom tilbage til forældrenes lejlighed måtte han sove i entreen i den lille lejlighed, for mere plads var der ikke.

At Else, der er født ved Præstø i Sydsjælland og Trevor som er fra Dersingham i Nordfolk, England blev et par - det må rumme en god historie ... og den historie har jeg fået lov at skrive:

Else kom til Holte allerede som 16-årig for at arbejde i onklens købmandsbutik. Hun ville gerne arbejde med børn, tog uddannelse som barneplejerske og arbejdede i en vuggestue i Lyngby i 7 år. Veninden Inge arbejdede samme sted, men hun rejste til England fordi hun havde fået job hos familien Spencer, hvis datter Diana senere blev verdens-kendt pga. hendes ægteskab med kronprins Charles.

Da klokken slog midnat den 31/1-2022, hoppede jeg ikke kun ind i det nye år, men meget

spændt ind i en ny stilling som Sektionsleder for den nyetablerede sektion; Sundhedsfremme og uddan­nelse i Hillerød Kommune, som ”bor” i Sundhedscentret på Milnersvej.

Jeg er meget taknemmelig og ydmyg over opgaven, som på mange måder knytter al den erfaring jeg har sammen i en meningsfuld sløjfe.

Privat er jeg 46 år og bor i Helsingør centrum med mine to ”børn” på 18 og 21 år.

Jeg nyder den natur vi har her i Nordsjælland og holder af en tur i Øresund – året rundt.

Mange forventningsfulde hilsner.

Kristine Backholm

Jørgen Bohn er ham, der sørger for lyden, billeder og anden teknik når der er arrangementer i Grønnegade Centret. 

Jørgen startede i Videoklubben og det blev ret hurtigt ham der var med til at sørge for lyden ved arran-gementer - og det gør han stadig - nu på 20. år.

Jørgen er født på Nørrebro, voksede op på Frederiksberg og flyttede med familien til Hillerød mens han var under uddannelse. Det var for-delagtigt som studerende ikke at komme for langt væk fra mors kødgryder, og på den måde blev Hillerød Jørgens by.